Første gang jeg oplevede Dizzy Mizz Lizzy kunne jeg overhovedet ikke se dem!
Det var på Roskilde Festival i 1994.
Jeg havde min dengang knap 10-årige søn med. Han ville gerne, jeg turde ikke.
I Jan Poulsens bog om Dizzy Mizz Lizzy er situationen beskrevet sådan:
"Måske har op mod 30-40.000 festivalgæster søgt mod Grøn Scene for at opleve bandet alle talte om. Sådan lød de kvalificerede gæt blandt mediefolk på pletten. De diskuterede også om det var en fejl af festival-ledelsen at placere Dizzy Mizz Lizzy i dét telt og ikke på den store orange scene."
Jeg kunne godt forstå de var store. Jeg syns de var aldeles fremragende. Det syns jeg stadig.
Poulsens bog "Dizzy Mizz Lizzy - en drengedrøm" er et must for DML-fans. Og mange andre!
af Per Wium, musikjournalist
Jan Poulsen skriver godt og han skriver grundigt.
Vi får en masse detaljer om opvæksten for de tre musikere, der danner DML.
Vi er med dér hvor et band fødes. Og der hvor det pludselig bliver stort. Rigtig stort.
Vi er også helt tæt på processerne, og dét er spændende læsning.
F. eks. beskrivelsen af hvordan Tim Christensen nødtvunget lader sig overtale til at være sanger. I dag er det naturligt at han er det. Men det var det ikke for ham selv - dengang.
I studiet
Indspilningen af debut-albummet var ikke udelukkende en lykkelig tid.
Trommeslager, Søren Friis-Larsen, husker at han og bassist Martin Nielsen følte sig lidt udenfor processen. I bogen fortæller han bl.a. sådan her:
"Altså, når nu vi havde indspillet trommer og bas, så kunne vi bare sidde og spise pizza i tre uger, mens Tim indspillede guitar og sang.
Vi havde altid været et band, og nu var det lige pludselig Tim og produceren, der skulle sidde og bestemme, mens Martin og jeg ikke rigtig havde noget at skulle have sagt.
....
Jeg følte at Martin og jeg bare var noget der fulgte med."
Det var i et andet studie, Abbey Road studiet i London, at en egentlig splittelse begyndte at vise sig. Tim Christensen havde en stor oplevelse ved at indspillede i dette legendariske studie. De øvrige to band-medlemmer oplevede det slet ikke sådan. De begyndte at glide fra hinanden.
Tur - nedtur
Den sidste tur i 1997 burde ikke have været. Det står mere end klart når man som læser bliver ført ind i begivenhederne.
Og beslutningen om opløsningen af DML er også stærk læsning.
Måske især fordi den bliver fortalt så enkelt, sobert og ærligt.
Poulsen trykker ikke ekstra på "dramatik"-knappen. Det behøver han ikke.
Historien er spændende som den er.
Come back
Jeg har oplevet Dizzy Mizz Lizzy een gang til. Og der kunne jeg både se og høre dem. Roskilde Festival, Orange Scene, 2010. På den første reunion-tur.
Det var aldeles fremragende.
Jeg var - og er vild med - Dizzy Mizz Lizzy.
Jeg er fascineret af deres originale og iørefaldende sange. Og jeg er duperet over at de spiller med en charmerende lethed. Selv om arrangementerne ofte er spøjse og komplekse.
Og her er min eneste lille (og den er lille) anke mod bogen.
Der kunne godt have været fokuseret mere på musikken, og hvorfor den lyder som den gør.
Men det ER en nuance.
Jeg er vild med Dizzy Mizz Lizzy. Og jeg er vild med Jan Poulsens fine bog om dem.
Jan Poulsen: "Dizzy Mizz Lizzy - en drengedrøm". Gyldendal 2015
